Ny indsats skal give sårbare gravide familier i Region Sjælland mere støtte

Gravide og familier i sårbare livssituationer i Region Sjælland skal fremover mødes med mere ensartet hjælp og støtte. Det sker, efter at erfaringerne fra projektet ’God start på familielivet’ nu bliver udbredt til alle regionens fødesteder med støtte fra Østifterne.
Indsatsen omfatter blandt andet screening for vold i nære relationer, konflikthåndtering, mindfulness og tættere samarbejde med kommuner og andre støttetilbud. Screening for vold eller voldsomme konflikter er allerede en fast del af indsatsen på fødestederne i Region Sjælland.
Samtidig bliver Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital regionalt kompetencecenter og støttefunktion for fødestederne i Region Sjælland. Dermed får fødestederne adgang til rådgivning og hjælp til at gennemføre indsatserne lokalt.
Regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) fremhæver betydningen af at opdage mistrivsel tidligt.
"Som gravid er man i forvejen sårbar, og hvis man midt i graviditet også skal kæmpe med f.eks. vold eller andre alvorlige udfordringer, så kan det være svært at række ud efter hjælp. Derfor er det afgørende, at vi som sundhedsvæsen bliver bedre til at opdage mistrivsel tidligt og tilbyde støtte, før problemerne vokser sig større. Vi har i Region Sjælland allerede taget et vigtigt første skridt ved at indføre screening for vold i nære relationer, og vi er klar til at bygge videre på hjælpen til de gravide med endnu flere tilbud til de familier, der har brug for ekstra støtte og omsorg."
På længere sigt er ambitionen at udbrede indsatsen til alle landets fødesteder.
Faktaboks:
- ’God start på familielivet’ hjælper gravide og nybagte forældre i sårbare situationer.
- Alle fødesteder i Region Sjælland får adgang til indsatsen.
- Tilbuddene omfatter blandt andet mindfulness, konflikthåndtering og screening for vold.
- Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital bliver regionalt kompetencecenter.
- Indsatsen er udviklet med støtte fra Østifterne, Mary Fonden, Dansk Center for Mindfulness og Dialog mod Vold.
- Projektet forankres på Midt- og Vestsjællands Hospital.
- Ambitionen er på længere sigt at udbrede indsatsen til alle landets fødesteder.






Accepter kun nødvendige cookies